Kerneopgaven og AF

Sammenhængen mellem kerneopgaven og anerkendende følgeskab

”Kerneopgaven er den overordnede opgave, en given organisatorisk enhed har for at skabe værdi for borgerne.” (Peter Hasle, professor på AAU)

Politisk er det vedtaget i FMK, at kerneopgaven for hele Sundhed og Omsorg er ”at borgerne har oplevelsen af et værdigt liv”. Formålet er at sikre de nødvendige rammer og tilgange, så borgere kan leve et selvvalgt liv på egne præmisser, som borgerne og deres relationer oplever som værdigt. For alle ansatte – med pædagogiske, administrative eller tekniske opgaver – er kerneopgaven den samme. Men vi leverer forskellige kerneydelser til løsning af den fælles opgave. I det store organisatoriske arbejdsfællesskab spiller vore mange forskellige ydelser sammen for at sikre borgernes trivsel og udviklingsmuligheder. I det følgende står der kerneopgaven også dér, hvor der egentlig burde stå løsning af kerneopgaven.

Nøgleordet i kerneopgaven er værdigt, mens oplevelsen er et fokuspunkt. Dvs. at en uværdig behandling ikke er i orden, selv om borgeren ikke oplever den som uværdig. En ’værdig’ behandling, der kun er givet på skrømt, er heller ikke ok, selv om borgeren (den bedragne) måske vil opleve det sådan. Alt dette hænger fint sammen med Viftens værdier om ligeværdighed. Med oplevelsen som fokuspunkt bliver vi mindet om, at den anerkendende tilgang over for hver enkelt borger også skal ses, høres og føles sådan af alle implicerede.

For kerneopgaven kan det være vigtigt at notere sig, at den omhandler borgerne. Ikke kun den borger som jeg har i mit personlige, faglige fokus i et givent øjeblik. Når jeg altså skal bruge kerneopgaven som pejlemærke, ift. om jeg bidrager på den bedste måde, gælder det vores fælles løsning af kerneopgaven for alle borgerne. Hvis man altid nøjes med at se på, om man selv med sin faglighed (kerneydelse) bidrager til, at en borger oplever et værdigt liv (i det øjeblik), har man mistet det organisatoriske fokus.

Et udelukkende fagligt fokus kan let komme til at skygge for kerneopgaven: En pædagog fra en afdeling med god normering tager en borger med på en lang gåtur. Vedkommende er overbevist om, at kerneopgaven løses på bedste vis, idet borgeren får motion, opmærksomt socialt samvær, frisk luft/naturoplevelser osv. På vejen ud passerer de to en anden afdeling, hvor en eller flere borgere måske også kunne trænge til at komme med ud at spadsere. Rent praktisk er det muligt at aftale at tage en eller to af disse med på turen. Men de er jo fra en anden afdeling. En pædagog fra den på det tidspunkt ’mere travle’ afdeling ser de to gå ud, men siger ikke noget. Ikke før der bliver tid til at fortælle en kollega fra egen afdeling om episoden, ”hvor NN igen bare gik tur med en af sine egne borgere (OO) – uden at spørge om nogle af vores ville med”.

Måske er der ingen ledere, der direkte og for nyligt har sagt det. Altså at personalet på de forskellige afdelinger skal hjælpe hinanden ved fx at tage ’hinandens borgere’ med på tur, når det kan lade sig gøre. Men her er det vigtigt at huske, at det anerkendende følgeskab ikke primært er en relation mellem ledelse og medarbejdere. Det er en relation mellem medarbejderne og kerneopgaven. Hvis vi virkelig skal spille hinanden gode i forhold til kerneopgaven, skal vi også spille hinanden – somme tider endda tackle hinanden. Men ikke bagfra – altid direkte, anerkendende og respektfuldt. Ingen af de to nævnte pædagoger lykkedes med at spille hinanden gode, og derfor bidrog de også i mindre grad, end de kunne have gjort, til kerneopgaven. Det er ikke kun, når man selv opdager en mulighed for at bidrage ekstra, at man skal gribe chancen. Også når man ser en anden have muligheden, har man – i respekt for kerneopgaven – pligt til at gøre opmærksom på det. Så kan man sammen undersøge, om det faktisk er muligt, tale om det, sætte forsøg i gang osv.

Og hvordan er det så lige, at vi lykkes med kommunikationen. Den, der både er undersøgende og sætter den anden i en kompetent position. Måske kunne den travle pædagog fra eksemplet spørge straks: ”Hvis I har mulighed for det, NN og OO, vil PP og QQ gerne med på en gåtur. Så kan jeg imens være tættere på de to borgere, der er tilbage på afdelingen. Og det vil være rigtig godt for dem”. Det ville endda være en appel til både arbejdsfællesskabet og kerneopgaven.

Af gammel vane kunne man måske være fristet til at spekulere i, hvorfor ’de andre medarbejdere’ mon gør tingene så ’uhensigtsmæssigt’. Men med KRAP i baghovedet vil man forhåbentlig føle sig forpligtet til at undersøge tingene. Og med AF vil man endda være opmærksom på fordelene ved at undersøge med henblik på at forbedre (ift. kerneopgaven) snarere end at forstå. ’Forståelse’ kan godt være interessant. Men hvis man vil forstå, forklare og måske endda forsvare egne og andres handlinger, kommer man let til at fokusere på det faglige og det personlige. Og det er ikke nødvendigvis nyttigt ift. løsning af kerneopgaven.

Forudsætter vi, at den grundlæggende respekt for hinanden som kolleger er på plads, er det langt mere nyttigt for kerneopgaven at undersøge mulighederne for at spille hinanden endnu bedre for borgernes skyld. Det kan vi bl.a. gøre ved at benytte os af spørgsmål, der inviterer andre til at vise sig kompetente. Og det gælder selvfølgelig ikke kun for samarbejdet med dem, der leverer samme kerneydelse. Vi skal også spille hinanden gode på tværs af kerneydelser.

Som ansatte har vi allerede accepteret, at vi er her sammen for at løse kerneopgaven. De borgere, som vi tager os af, har brug for, at vi hver især yder vort bedste. Det kan vi kun gøre ved også at være opmærksomme på og skabe rum for hinandens indsatser (kerneydelser).

Her er en printvenlig udgave af Kerneopgaven og AF.