R i KRAP

Ressourcefokusering

Ressourcefokusering er en stadig anledning til at være pædagogisk kreativ. I første omgang handler det dog ikke om at skabe, men om at se.

Ressourcefokusering er en stadig anledning til at være pædagogisk kreativ. I første omgang handler det dog ikke om at skabe, men om at se.

   Pædagogik handler bl.a. om at få nogen til at gøre noget, som de ikke ville have gjort af sig selv. Derfor er det også indlysende at der altid er noget, der ikke er som det måske burde være. Fidusen er så at fokusere opmærksomheden på det, der i praksis vil kunne ændre situationen til det bedre.

   Den kognitive vinkel i KRAP hjælper os med at forstå hvad der sker, når vi falder tilbage på den kulturelle og biologiske norm, der byder os at finde fejl og forudse risici. Igennem årtusinder har det været en overlevelsesfordel for mennesket at kunne forudse farer, at forvente det værste. Det er stadig vigtigt at undgå unødig risiko. Men den ensidige tilgang er ikke produktiv for et udviklingsperspektiv. (Bevares, der findes virkelige problemer såsom vold, sult, mistrivsel osv. Disse problemer skal opdages og håndteres – hvor det er muligt gerne ressourcefokuseret.)

   Når vi er bevidste om, at vi på en måde har ’fejlfinding’ som grundindstilling for vor afkodning af verden, kan vi også bevidst vælge en anden tilgang. Hvis jeg fx siger til en borger hvad jeg ikke vil have vedkommende til at gøre, skaber jeg et mentalt billede af netop dette – både hos mig og hos borgeren. Mentale billeder er ganske stærke, og vi er nærmest ude af stand til at visualisere et ikke. (Som i ”Du må ikke tænke på en blå elefant.”) ”Jeg vil gerne have at du går roligt på gangen” er mere effektivt end ”Jeg vil ikke have at du løber på gangen”. ”Jeg vil gerne have at du venter, til jeg er færdig med at tale med NN” i stedet for ”Du skal ikke afbryde mig hele tiden, jeg står lige og snakker”.

   Når jeg taler om hvad jeg ikke vil have, fastholder jeg fokus på det der er forkert (hos den anden). Hvis jeg derimod taler om det jeg gerne vil have fra/se hos en anden, påpeger jeg at den anden har ressourcerne til at gøre det. Kald på ressourcerne og skab positive mentale billeder.

  I begge tilfælde er der tale om forventninger. Når jeg taler om det forkerte, som jeg ikke vil have dig til at gøre, udtrykker jeg samtidig en forventning om negativ adfærd (”Hvis ikke jeg sagde …., så ville du sikkert bare gøre …”) Når jeg derimod taler om det positive, som jeg gerne vil have dig til at gøre, er den udtrykte forventning også positiv (”Jeg vil gerne have dig til at …., og det kan du godt.”)

   Når jeg ærligt udtrykker positive forventninger til en person, har dette en tredobbelt virkning. Den udtrykte forventning påvirker personens selvværd og opfattelse af egne muligheder. Mit mentale billede af personen forandres også, så jeg bliver mere tilbøjelig til at se efter ting der lykkes (dvs. noget der bekræfter min positive forventning). Endelig bliver relationen mellem os påvirket positivt.

   Men ak, forventninger kan være andet end blot positive eller negative. De kan også være mere eller mindre realistiske. KRAP giver os redskaber til at bevæge os i retning af mere realistiske mål og forventninger. I KRAP-bogen tales der fx om ”det vikarierende håb”. Når en borger oplever sin situation som dårlig, umulig at ændre på og derfor håbløs, er det vores opgave at give liv til forestillingen om positiv og realistisk forandring. For at borgeren kan få styrket sin tro på at udvikling er mulig, kan vi fx hjælpe med at formulere snublemål (der nærmest er umulige ikke at opfylde, fald over målstregen). Snublemålene er evt. de første, meget lave trin i en måltrappe. Denne fører frem/op mod den ønskede situation, som borgeren måske først kan eller tør forestille sig efter at være lykkedes med nogle snublemål. Snublemålene illustrerer at forandring er mulig, at vi har tiltro til borgeren, at borgeren kan lykkes med noget, at livet måske trods alt er værd at leve.

   Måltrappen er ikke kun god, når en borgers forventninger eller forestillinger er urealistisk lave. Den tager ikke på forhånd stilling til, om det endelige mål er realistisk. Der er ikke noget med ”Du er handicappet, så du kan ikke …” Opstilling af måltrappen vil typisk give anledning til at undersøge hvad borgeren finder mest attraktivt ved målet. Hvis borgeren fx gerne vil være brandmand, kunne det være at udfylde en ’helterolle’ og at blive anerkendt for at gøre noget både vigtigt og farligt. Under alle omstændigheder vil der være en masse trin på vejen op, der handler om at være pålidelig (stå op til tiden, overholde aftaler), om at lære nye ting, der er nødvendige for både en brandmand og for adskillige andre jobs, osv.

   For de fleste trin på måltrappen gælder det, at vi som fagpersoner spiller en rolle i både formuleringen af dem og i ’opstigningen’. Hvilke af borgerens ressourcer skal vi understøtte og/eller supplere for at gøre opstigningen mulig? Som altid i KRAP må vi gribe til undersøgelse. I dette tilfælde en fælles udforskning, hvor borgerens udviklingslyst og glæde kobles sammen med vor interesse og faglige opfindsomhed.

   At have blik for hvad der kan fungere som ressourcer, er noget der til stadighed skal øves. Når noget så alligevel ikke synes at fungere, skal man være forsigtig med at falde tilbage på synsninger. Den ’dovne’ kan fx have igangsætningsvanskeligheder (en neurologisk lidelse, KRAP s. 153f). Vi ved ikke noget på forhånd, det skal undersøges. Og vi tager udgangspunkt i, at en borger ligesom vi selv vil sit eget bedste.

   Ressourcefokus prompter handling frem for brokkeri. Når verden ikke ser ud, som jeg synes den skal, er det mest effektivt at se på, hvad vi har med os, der kan ændre situationen. Italesæt det, der virker. Tag en solskinsrunde på møderne en gang imellem i stedet for en problemopremsning (KRAP s. 47).

 

Relationspsykologi i praksis, Rønsholdt, Groot, Godrim og Bech, s. 150-161, 167-177

KRAP, Metner og Storgaard, s. 35-50, 141-149

Her er en printvenlig udgave af R i KRAP.