Undersøgelse

Grundlaget for alt arbejde

Når man har beskæftiget sig med KRAP i længere tid, ved man godt at undersøgelse er universalnøglen. Alligevel kan det være en udfordring at omsætte denne viden til praksis.

   Den undersøgende tilgang anvender vi, når vi over tid skal have afdækket nogle sammenhænge, hvor vi sætter gang i dataindsamling osv. fra søjle 1. Vi kan også gå undersøgende til værks i andre sammenhænge. Fx kan der være en borger, som en anden borger (NN) ofte føler sig drillet af, hvilket NN selvfølgelig ikke bryder sig om. Man kunne være fristet til at spørge ”Hvorfor driller du altid NN, når du kan se, at hun bliver ked af det?” Her forudsætter man, at ærindet er drilleri, og at borgeren faktisk kan se, at NN bliver ked af det. Ingen af delene behøver at være tilfældet. I stedet kunne man spørge ”Hvad er det, du gerne vil, når du siger ’bla, bla, bla’ til NN?”

   Eksemplet viser, at vi med en undersøgende tilgang kan begrænse vore egne synsninger. Som ekstra gevinst får vi anerkendelsen med i købet. For hvis vi åbent undersøger og spørger ind til, hvordan virkeligheden tager sig ud for den anden, giver vi udtryk for ligeværdighed. Dvs. at den andens oplevede virkelighed ikke straks skal skydes ned af vore synsninger. Derimod skal den foldes ud, så den om muligt kan gøres til genstand for samtale og fælles refleksion.

   Når vi på den måde går undersøgende til værks, er det vigtigt, at vi ser på hvad meningen er, frem for hvad problemet er. Den andens liv, valg og adfærd giver jo mening for vedkommende. Hvis nu én borger slår en anden, skal man selvfølgelig standse adfærden. Men straks derefter må man gå i undersøgelses-mode. I forlængelse af det tidligere eksempel kan vi sige, at den, der bliver drillet, selvfølgelig er en slags offer. Men også den, der driller, bliver let offer for vore synsninger, ”Han er bare ude på at hævde sig og vise, at han er den stærkeste og klogeste. Han er ligeglad med, hvad andre føler.” Og når vi nu har fået kategoriseret ham som sådan én, kan vi med sindsro skælde ham ud og/eller sende ham bort fra de øvrige. Når man skal agere i en fart, er det lettere at trække en synsning end at gå undersøgende til værks. Men synsninger bringer os sjældent videre.

   Selv om vi ser os selv som vældig empatiske, kan vi ikke vide, hvordan en anden oplever sin virkelighed. Her er det vigtigt, at vi ikke tager noget for givet. Dvs. at den udviklingshæmmede, der fx skal hjem og holde jul hos mor og far, ikke behøver at være glad for det. Så hvis vi begynder med at sige ”Det er vel nok dejligt for dig, at du skal hjem til mor og far for at holde jul”, er det meget svært for den anden at komme frem med eventuelle betænkeligheder. Hvis vi virkelig skal undersøge, må vi ikke lægge andre et bestemt svar i munden. Måske vil vedkommende hellere være hos sin søster i julen, da forældrene er blevet for svage og derfor giver anledning til usikkerhed og utryghed.

   Det, der gælder for vor tilgang til borgerne, gælder naturligvis også for vor tilgang til kollegerne. Dvs. at vi heller ikke kan bruge synsninger i retning af andres dovenskab, glemsomhed eller ligegyldighed over for borgernes behov. Hvis borgernes adfærd giver mening for dem selv, må det samme gælde for kollegerne. Og hvis vi ikke forstår en kollegas adfærd eller mangel på samme, har vi faktisk pligt til at spørge (respektfuldt undrende, ikke fordømmende – meningen, ikke problemet). Når man bruger en undersøgende tilgang, er refleksionsrummet altid åbent – også det fælles.

   Med systematiske undersøgelser forholder det sig på samme måde. I hvert fald med undersøgelsens hvorfor, da borgerens oplevede virkelighed er i centrum.

   Undersøgelsens hvordan kan være en stor udfordring. På den ene side findes der en mængde redskaber og skemaer (fx hele kolonne 1 i den udvidede søjlemodel, SMITTE og sågar funktionsbeskrivelsen), som man kan plukke af. Og man skal jo undersøge i stedet for straks at gå i handlings-mode. På den anden side er det ikke altid indlysende, hvilke redskaber man skal bruge i den konkrete situation.

   Typisk er der en fokusperson (som regel en borger) i centrum for undersøgelserne. Hvis målet med undersøgelsen er at bane vej for en egentlig ændring, skal fokuspersonen selv kunne ’se’ fordelene ved ændringen, så den opleves som bedre i overensstemmelse med vedkommendes egentlige interesser end den nuværende tilstand/adfærd.

   Dvs. at der er flere indgange til undersøgelse: Den nuværende tilstand/adfærd og borgerens (i nogle tilfælde også andres) oplevelse af denne. En fremtidig tilstand, der objektivt og/eller i borgerens forståelse er attraktiv. Hvis man så opdager, at der er lidt vel stor afstand mellem det nuværende og det ønskværdige (hvilket man nok havde en mistanke om fra starten), kan man også blive nødt til at finde ud af, hvilke midler der vil være de mest hensigtsmæssige og effektive til at ændre situationen. Også dette kan kræve undersøgelse, eller måske snarere opmærksom afprøvning af forskelligt.

   Lad os se på nogle eksempler. En overvægtig og inaktiv borger er i fare for at pådrage sig forskellige følgesygdomme, bl.a. diabetes. Trods de helt objektive risici er det ikke sikkert, at borgeren ønsker at ændre livsstil (pga. manglende lyst og/eller forståelse af sammenhængene). Så står vi i et dilemma mellem borgerens selvbestemmelse og vort eget mulige omsorgssvigt. Det kan her være vigtigt at undersøge, om der er fysiske aktiviteter, som vedkommende holder af, men på grund af overvægten er begrænset i. Dette kan give en indgang til borgerens eget engagement. Man kan også undersøge, om overspisningen er vanemæssig, erstatning for noget andet, er emotionelt betinget eller hvordan det hænger sammen. Hvor(når) giver mad, slik, whatever egentlig tilfredsstillelse, og hvornår er det fx en vane. Er der nogle former for mad, der giver mæthed på flere planer uden at øge vægten osv. Kan borgerens medvirken ved tilberedningen give noget til bevidstheden om at spise ’rigtigt’.

   Et andet eksempel kunne handle om såkaldt udadreagerende adfærd. Her er det selvfølgelig oplagt at registrere hvor ofte, overfor hvem og med hvilken intensitet. Skal det være rigtig godt, kan man også registrere flere detaljer fra det sociale rum, som det foregik i; hvad skete op til; hvordan var stemningen efter et bestemt tidsrum osv. Men forud for alt dette bør gå en bestræbelse på at finde ud af, hvad meningen med adfærden i grunden er. På hvilken måde giver det mening for borgeren at råbe højt ad en anden, at slå eller at true. Nu kan man næppe forvente en afklarende diskussion med den pågældende. Men man kan prøve – og så supplere med undersøgelse af fx det følelsesmæssige grundlag for reaktionsmønsteret. Er det i forbindelse med forvirring, en følelse af ikke at blive forstået/anerkendt, en sorg/kedafdethed der ikke kan udtrykkes, en misforståelse (de taler grimt om mig) eller er det et kontaktforsøg (hvad skal kontakten så bruges til?).

Undersøgelse er en nødvendig, men bestemt ikke enkel tilgang til alt pædagogisk arbejde.

Her er en printvenlig udgave af Undersøgelse.